Skip to main content

Nyheder

Kommunalbestyrelsen vedtog budget

Tirsdag den 3. oktober havde kommunalbestyrelsen 2. behandling af det kommunale budget for 2024-2027. Efter en lang debat blev blev det borgerlige budgetforlig vedtaget. Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten stemte imod.
Læs er gruppeformand Henrik Rønnows indledende tale ved mødet.

Tale ved 2. behandling af det kommunale budget:

Tænk engang hvis vi kunne give skolerne i Haderslev Kommune knap 11 mio.? - altså hvert år!
Eller hvad med ca. 12 mio. årligt til ældreområdet til nye velfærdstiltag?
Eller måske 11 mio. årligt til socialområdet - de mangler da pengene!

Men helt ærligt, det kan vi da godt - altså det kræver bare, at vi indfører et lidt højere omstillingsbidrag på sådan omkring 2 procent.

Og det er altså rigtig smart: Først så tager vi pengene og så giver vi dem tilbage igen. Og det lyder da godt, når man pludselig kan sige, at nu får folkeskolerne flere mio. til nye tiltag.

Men denne måde at anskue tingene på er præcis årsagen til, at vi fra socialdemokratisk side sammen med SF og Enhedslisten forlod forhandlingerne om et bredt budgetforlig.

For nej, vi ønsker ikke at fodre hunden med dens egen hale og vi ønsker ikke kompromisløst at køre en grønthøsterbesparelse hen over alle serviceområder.

Det giver jo ikke mening, at man siger, man giver socialområdet 15 mio., når man først forudsætter, at de selv finder tre mio. Så får de altså kun 12 mio. kr. ekstra.

Og tak, kan skolerne nu sige. De får 2,3 mio. til nye tiltag. Men da det borgerlige flertal i BFU udmøntede grønthøsterbesparelsen tidligere i år, afleverede skoleområdet 2,7 mio. kr. Regnskabet går altså i minus. Tak for ingenting, kan skolerne vælge at sige.

Dagtilbudene skal årligt aflevere godt og vel en mio. uden udsigt til at få pengene tilbage

Det lyder så fint og visionært med et omstillingsbidrag, men det er og bliver en grønthøsterbesparelse.

Det synspunkt er vi tilsyneladende ikke ene om, for kigger vi på høringssvarene og de bemærkninger, vi har modtaget under forhandlingerne, så er budskabet ikke til at tage fejl af: Fri os for omstillingsbidraget.

Såden lyder det fra pædagogerne i BUPL, sådan lyder det fra medarbejderne i HovedMed, sådan lyder det igen og igen.

Men grønthøsteren var ikke den eneste knast, vi stødte på i forhandlingerne med borgmesteren.

Behovet for plejehjemspladser, modviljen mod at oprette aflastningspladser, og ikke mindst udsigten til en yderligere stigning i udgifterne til tomgangsleje var også knaster, vi ikke kunne komme i mål med.

En ting er, at de borgerlige partier gennem konkurenceudsættelse har ødelagt et velfungerende plejecenter. Noget andet er, at man nu ønsker at lukke centret helt på trods af et stigende behov for netop plejecenterpladser. Den disposition kunne vi ikke se os selv i.

Og at der i det borgerlige forlig afsættes yderligere seks mio. kr. til at betale for tomme lejligheder er nærmest absurdt. Løsningen hedder værdighed.

Løsningen må og skal findes i en ændring af visitationskriterierne. Vi ønsker at investere i mennesker - ikke i tomgang.

Vi forlod forhandlingerne med borgmesteren. Men vi fortsatte dialogen med SF og Enhedslisten og sammen med de to partier kan vi nu i dag fremsætte et ændringsforslag, hvor værdighed, omsorg og omtanke er nøgleord.

Forebyggelse, tidlig indsats og hjælp til dem med størst behov. Det er i vores øjne den helt nødvendige vej at gå.

Vi siger nej tak til det borgerlige budgetforlig - der er en anden vej.

Tusind tak til forvaltningen, til kommunaldirektør, økonomichef og de mange medarbejdere, der har bidraget med oplysninger og beregninger til budgetforhandlingerne.

Tak til faglige organisationer, til foreninger og interesseorganisationer for høringssvar, gode råd og skarpe bemærkninger.

Tusind tak til Enhedslisten og SF for vilje til et fælles udspil. Et udspil, vi kan være stolte af, og som jeg kan anbefale alle at tilslutte sig.

Henrik Rønnow, Gruppeformand